Kettlebells – et komplet fitnesscenter i en kompakt pakke!

Man behøver ikke at melde sig ind i et fitnesscenter for at komme i form. Det kan fint klares derhjemme, så længe man har de rigtige redskaber. De fleste er dog nok ikke så glade ved tanken om at fylde dagligstuen med rækker af håndvægte, squat racks, træningsbænke og store maskiner. Selv hvis man havde plads til det, ville det nok ikke se så pænt ud sammen med resten af interiøret.

Dette er et dilemma, som mange oplever, når de overvejer at flytte træningen fra fitnesscentret og hjem til stuen eller soveværelset. Hvordan skal man få en fornuftig workout på meget mindre plads og med meget mindre udstyr, end hvad et professionelt fitnesscenter kan tilbyde?

Et bud på dette kunne være en eller flere kettlebells. Det russiske træningsredskab ligner mest af alt en kanonkugle med håndtag og er berømt for at være et “komplet fitnesscenter” i sig selv. Med en kettlebell kan man få klaret den daglige træning på hurtig og effektiv vis, og i modsætning til mange af de øvelser, man laver med frivægte, har “kanonkuglerne” desuden den fordel, at de ikke isolerer bestemte muskelgrupper, men i stedet aktiverer hele kroppen i en flydende bevægelse. På den måde bliver alle de store og vigtigste muskelgrupper trænet på én gang, og samtidig er man nærmest sikker på at få pulsen op.

Kettlebells giver dig altså både styrke- og konditionstræning på én gang. Som sagt: Et komplet fitnesscenter i en kompakt pakke!