Ideer til at få trænet på rejsen!

Vi kender nok alle følelsen – at vende tilbage fra en rejse med gode minder og et par ekstra deller på sidebenene! Hvorfor ikke få trænet, mens du oplever verden? For træning behøver ikke partout høre hjemme i fitnesscentret – tværtimod er det langt sjovere at træne på uventede steder, i nye miljøer.

Når man rejser, kan det ofte være en udfordring at finde enten tid eller plads til den daglige træning. Måske bor man på et hotel, hvor der ikke er et fitnessrum, eller måske holder man ferie ude i naturen, langt væk fra noget, der bare minder om et fitnesscenter. Her kan kropsvægtsøvelser være en løsning, og selvom de gode gamle arm- og knæbøjninger måske ikke udvikler ens muskulatur, som vægttræning gør, kan de sagtens bidrage til at få pulsen op og gang i blodomløbet.

Er man fast besluttet på at træne med en eller anden form for udstyr på turen, er der dog også en anden mulighed, nemlig en såkaldt rejse-kettlebell. De klassiske kettlebells er som regel lavet af støbejern, men med en rejsekettlebell har man i stedet det karakteristiske håndtag monteret på en tom beholder, der kan fyldes med eksempelvis sand eller vand. De to ting har man i hvert fald helt sikkert, når man rejser, også når der ikke er et fitnesscenter lige i nærheden. Har man lejet et sommerhus tæt ved stranden, er der frit valg – der er nok af begge dele – men også fjeldvandringer, små hotelværelser på storbyhoteller eller ture gennem ørkenen i en jeep er en mulighed for at få trænet med sin rejsekettlebell. Det kræver med andre ord ikke alverden i forhold til udstyr, hvis man vil træne under ferien eller forretningsrejsen. Det eneste, man har brug for, er som regel lidt gåpåmod og kreativitet.